Kærlighedens sande ansigt kommer til udtryk via barnet

En tidlig morgen i en sen afleveringstime går min datter og jeg igennem legepladsen – jeg kan mærke, at der er nogle øjne, der følger os – ikke så meget mig men min datter.

I vinduet foran os ser jeg i de smukkeste og mest strålende drengeøjne, der følger min datter – han er tydeligvis glad for at se hende. Det er som om, han siger tak for i går, jeg er glad for, at du ville med mig hjem og lege. For det gjorde de – i går var første gang min datter på 4 år, var med en dreng hjemme og lege.

Her dagen efter, er det som om kærlighedens sande ansigt får lov til at træde i karakter. Da jeg oplever hans blik mærker jeg et sug i maven, på vegne af min datter. Det var et smukt, ærligt og kærligt øjeblik.

Det var smukt fordi, det var så barnligt rent uden sidestykke – uden facade – bare ærligt.

Og netop det gjorde dette øjeblik så kærligt – for der var ikke noget mellemlag, der var ikke noget sidestykke – der var bare et øjeblik at spirende børnekærlighed i luften.

En kærlighed, der på smukkeste vis forplantede sig i mig som mor.

Tak i kære børn, fordi vi via jer, får lov til at genopdage vores egne følelser. I er børn på jeres måde – I er mennesker – små ja – men I er mennesker på jeres måde. Ærligt giver I udtryk for jeres følelser. I tør stå ved jeres følelser, I tør udtrykke dem. I tør endda vise følelserne til andre.

Børn holder sig ikke tilbage og ganske rigtigt, da vi træder ind i børnehaven står han klar for at byde hende velkommen, på den måde, der er rigtig for ham.

Tænk engang – jeg mærkede et sug i maven fordi jeg oplevede nogen sende kærlig energi direkte mod min datter.

Sikke smukt – sikke ærligt – og hvor er kærligheden bare fin og lærerig…

I særdeleshed, når kærlighedens sande ansigt kommer til udtryk via barnet