I dag græd jeg – det gjorde jeg aldrig før…

I dag græd jeg – det gjorde jeg aldrig før…

Men efter jeg for ca. 4 år siden besluttede mig for at finde ude af, hvem jeg er, hvad jeg står for, og hvad mine behov er, så har jeg mødt flere tårer, end jeg har gjort i et helt liv.

Eller måske jeg netop græder, fordi jeg møder mit liv – jeg ser det i øjnene, føler på det og smager på det – fordi jeg er nærværende og tilstede.

Men des mere jeg har haft fat i mine smertelag, des mere har det gjort ondt, des mere har jeg grædt, og fra tid til anden har jeg stillet mig selv spørgsmålet – er det virkeligt det værd? Er det al den smerte og alle de tårer værd, at granske hvem jeg er og i min søgen på svar at gennem gå mine smertelag? Lag der er lagt på igennem mit liv – igennem min opvækst og alt sammen har de været med til at beskytte mit hjerte – ganske velmenende – men ikke særligt hensigtsmæssigt.

Specielt ikke hvis jeg ser på det nu, hvis jeg mærker den smerte, jeg ligger med nu, der nærmest er ved at sprænge mit hjerte og det eneste tegn på smerten er tårerne, der bare løber – uden noget mål, uden direkte formål andet end blot at hjælpe mig til at slippe en smerte, som jeg end ikke ved, hvor stammer fra – den gør bare ondt, og den skal ud.

Jeg ville ønske, at jeg havde været i stand til undervejs at slippe min smerte ved at være i den, fremfor at gemme den væk eller sidde den overhørig – fordi nu er den et produkt af flere lag, der skal brydes igennem for at komme ind – helt ind til der, hvor det gør allermest ondt.

I dag ville jeg ønske, at jeg havde været bedre til at være i smerte, se på den, føle på den og sætte ord på den, fordi det gør livet langt lettere at leve.

Derfor opfordre jeg dig til at se og føle din smerte eller det i dig, der gør ondt fra tid til anden og sætte ord på det.

STOP OP og mærk smerten
RYD OP og giv slip på smerten igennem tårer, ord eller noget helt tredje
SE OP og tro på du står stærkere og lettere, nu hvor du har givet slip på smerten
FYLD OP og giv dit liv netop den mening, som er meningsfyldt for dig