Hvornår er perfekt perfekt?

Hvornår er perfekt – perfekt?

Perfekt – hvor mange gange har du hørt dig selv sige – PERFEKT? Og hvad tænker og føler du, når du høre dig selv sige – PERFEKT?

Jeg har tænkt meget over det perfekte – jeg har set mig omkring – jer har observeret mine medmennesker og jeg tænker stadig ved mig selv. Hvornår er perfekt – perfekt?

I mine egne tanker og følelser omkring, hvad der er perfekt for mig, ser jeg på andre og tager mig selv i at tænke – HOLD da op, hun er godt nok perfekt fra top til tå – eller jeg træder ind i et hjem og tænker hold da op – det er godt nok perfekt, det kan jeg ikke leve op til.

Men holdt stop – det er her ”hvornår er perfekt – perfekt”, bliver interessant, for jeg er i gang med at kigge på andre og lave en vurdering af, hvordan jeg opfatter og tolker andres virkelighed. En virkelighed der ikke er min og det, at den ikke er min, gør, at jeg på ingen måde kan måle mig selv op i mod dette perfekte ydre.

Jeg er nød til at vende tilbage til mig selv, jeg er nød til at se mig selv i øjnene og føle efter, hvad er perfekt for mig? Hvornår føler jeg mig perfekt? Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål, for når jeg er på vej ud af døren med ungerne om morgenen og jeg ser mig selv i spejlet. Jeg har endnu ikke været i bad, jeg har fedtet hår og daggammel makeup. Jeg finder som altid min kære hat frem, min redning og i alt det, der gemmer sig under hatten finder jeg en skønhed, en skønhed i det uperfekte, for den eneste årsag til, at jeg ikke lige har været i bad er, at mit fokus var at få god mad på morgenbordet, kærer om madpakken og sidde ned i bare fem minutter, for at vi alle ser hinanden i øjnene. Den daggamle makeup sidder fra dagen før, fordi jeg valgte at sidde og hygge med min mand, til det øjeblik, hvor min krop sagde – nu skal du i seng.

Derfor ser jeg en smuk blanding af det perfekte og uperfekte der går side om side og netop i den to-enighed skaber de i min verden en smuk egen perfektionisme.

For hvor er det perfekt, at vi når, det vi når, hvis vi, i det vi når, når at se vores kære i øjnene og møde de mennesker, som vi faktisk møder på vores vej.

Jeg husker hvordan jeg før ville være gået rundt som en undskyldning for mig selv – velvidende, at jeg ikke havde været i bad (tænk nu hvis jeg lugter, eller håret sidder lidt forkert eller – eller…) Sandheden i min verden er, at nogen gange lugter jeg og andre gange gør jeg ikke. Nogen gange sveder jeg, næsten før jeg er ude af badet og i tøjet, andre gange kan der gå flere dage. Nogen gange sidder mit hår – jubiiii en hårdag, der i min verden høre til sjælenhederne og nogen gange vil makeuppen, andre gange vil den bare ikke.

Når jeg gik som en undskyldning for mig selv mødte jeg ikke mennesker på min vej, bevars de var der, men der skete ikke den udveksling af energi og venlighed, der er med til at løfte alle i flok.

Jeg er ikke længere en undskyldning for mig selv.

Jeg har besluttet, at jeg er, som jeg er og det er jeg stolt af. Det giver mig på min vej styrken til at se op, se folk i øjnene og sige lige det jeg føler for. Måske netop det, som den jeg møder har behov for at høre.

Jeg oplever, at det gør en forskel for dem og det gør en forskel for mig.

Måske i særdeleshed fordi det hele ikke fremstår så perfekt og gennemtænkt, så gør dette lille møde en stor forskel, det er meget lettere at komme i møde, det er meget lettere at tage ind.

Hvorfor ved jeg ikke, men jeg ved så meget, at jeg har besluttet mig for, at disse små afvigelser fra ”det perfekte ydre” er okay…

Tænk over det, hvad møder du – ”det perfekte” – eller – ”det uperfekte”?