Hvad kan vi lære af vores børn?

Vi skal lære mange ting, men en af de vigtigste er at komme tættere på vores hjerter. Frem til vi eller nogen af os vælger at få børn, så er vi os selv nærmest – os selv og en partner, der på et tidspunkt bliver enige om at få et barn. Nogen ser det som en måde at føre generne videre på, andre ser det som en måde at komme tættere på hinanden og nogen helt tredje ser det som muligheden for at genfinde barnet i sig selv og herved at komme ned i hjertet.

Hvad er det for noget med at komme ned i hjertet? Det er et rigtig godt spørgsmål, for hvad handler det egentlig om, når vi som forældre pludselig begynder at føle vores børn – hvad er det der sker fysisk for os, når vi står med den lille størrelse, der har valgt at komme ned til netop os – Vores kroppe åbner sig op for at modtage nye elementer – elementer som børnene har med til os – noget vi skal lære noget af – eller sådan kan vi vælge at se på det – for barnet er da en gave på så mange måder, det giver os muligheden for at se og opleve os selv på helt nye måder. Det at få et barn stiller os som forældre på en usandsynligt hård prøve både i forholdet til os selv men også i forhold til vores partner.

Det er her hvor børnene kan lære os noget – lære os noget tænker de fleste?! – og ja måske kan de ikke lære os noget direkte, men vi kan vælge, at lære af dem.

Hvad er det, vi skal lære, når der først komme en lille størrelse, der spiser og sover – lige efter bogen. Måske at vi som forældre sætter os ned sammen og fornemmer hvad det er der sker i og omkring os, giver os muligheden for at være til stede i roen (oplevelsen af en ny ro, når den lille sover), følge med og sammen gå på vejen som forældre – det kan være muligheden for at komme tættere på hinanden igen – eller hvad? Og hvad nu hvis vi får et barn, der sover om dagen men ikke om natten, hvad er det så vi skal lære af det – der er ikke et svar – der er lige så mange svar, som der er mennesker – men det der er spændende ved at blive forældre, det er at vi bliver påvirket på vores søvn og bliver til tider presset helt der ud, hvor det ikke længere er sjovt. En følelse af afmagt og en lyst til at sætte dem af ved nærmeste busstoppested. Denne følelse kombineret med, at tanken om savnet gør ondt i vores hjerte – ja netop og det er, det vi skal frem til – børnene kan på alle mulige og umulige måder hjælpe os til at genskabe kontakten til vores følelser, som for mange er blevet pakket ned på livets vej.

Jeg som mor bliver taknemmelig når jeg ser på mine børn, og tænker på, den rejse der blev påbegyndt med vores datter for godt fire år siden og blev fulgt op og beriget yderligere da vores søn kom for godt et år siden. Bevars – jeg skal være den første til at understrege – det er ikke nemt med to små størrelser. Det er hårdt arbejde, men jeg valgte at gribe bolden, lade mine børn vise vej og det har båret frugt – for nyligt havde vi besøg af en mand, vi aldrig tidligere har mødt  – mødet trak ud og var flere timer over vores 3 årige datters sengetid – da han gik, kiggede han mig ind i øjnene og sagde ”jeg kan godt forstå, du gerne vil skrive om det at være mor, for det fremgår med al tydelighed, du har noget at skulle have sagt. Hun har en stærk kerne – et stærkt fundament, når hun med øjne der er ved at falde ud af hovedet kan være så rolig på denne tid af døgnet.”

Jeg blev i hjertet rørt – og i min verden, er det endnu engang min datter – vores barn, der direkte eller indirekte hjælper mig til at føle – føle stolthed, ærlighed og taknemlighed for hvordan det hårede arbejde som forældre har båret frugt.

Til alle jer derude – Tænk over det en ekstra gang – hvad kan dit barn lære dig?