En typisk børnefamilie flyttet fra land til by

Vi er en af de børnefamilier, der i tidernes morgen er flyttet fra land til by. Vi er flyttet væk fra vores forældre – vi er flyttet væk fra vores børns bedsteforældre. Vi er flyttet væk fra netværk og gammel, vis lærdom.

Vi er flyttet væk – og – står nu her alene uden hjælp. Vi har måttet sande konsekvensen heraf og har derfor i dag modtaget en au-pair fra Phillippinerne.

Jeg der altid og jeg mener altid havde svoret, at det kunne jeg selv klare, det med at få børn, holde en familie, være der for min mand som jeg ønsker, være der for andre og ikke mindst være der for mig selv.

Som dem der er flyttet væk fra bedsteforældrene, så er det ikke muligt. Vi har ikke det sæt bedsteforældre, der lige kan komme forbi i fem minutter og hjælpe med børnene, med maden, når det brænder på, eller henter den dag, hvor der bare ikke er mere tilbage på overskudskontoen.

Derfor – netop derfor, besluttede vi for få måneder siden, at en au-pair måtte være løsningen. Det kan frigive nogle huslige pligter fra os og give os det ekstra frirum der gør, at vi har det ekstra overskud til børnene, som de normalt oplever fra deres bedsteforældre.

Her handler det ikke om for os, at vi vil fralægge os opdrager rollen, ej heller handler det om, at vi skal have mere tid til os selv – og jo – egentlig handler det lidt om, at der frigives nogle ressourcer hos os, der naturligvis går til os selv, men det at der bliver mere luft i og til en selv gør også, at det helt naturligt vil give endnu mere overskud til børnene.

Derfor var det med glæde – frygt og stolthed, at vi i dag kunne byde vore kære au-pair velkommen i vores hjem.

Og det må siges, at det var lidt af en velkomst. I det øjeblik hun trådt ind i vores hjem var vores to børn der til at byde hende velkommen. Hun blev trukket rundt i hjemmet og hun blev budt velkommen med hjertevarme, knus og kærlige ord. Vores børn er kærlige og sensitive, men jeg har aldrig oplevet noget lignende.

Det var simpelthen en smuk oplevelse. I fysisk såvel som psykisk eller verbal forstand om man vil, bød de denne kønne lille pige velkommen i vores hjem.

På under 30 minutter, sad hun dybt begravet i en leg med begge børn – denne skulle dog afbrydes, da børnene skulle i hhv. vuggestue og børnehave, men vi var kun lige kommet tilbage igen, før de tre havde fuld gang i legen.

Det var smukt og det var hjerteskærende. Hjerteskærende i at jeg blev rørt og at det stak mig i hjertet. Dette betød for mig, at jeg skulle til at se mig selv i en ny rolle som mor. Ja – det lyder måske lidt skørt, men vi har inviteret en pige ind i vores hjem, til at deltage i vores hjem, delvist være en del af vores rutiner og vores måde at leve på. Det betyder også – helt som var hun en søster eller en bedsteforældre, så ville børnenes valg efter at lege med en af dem, være helt op til dem.

Det var det jeg oplevede – De valgte på smukkeste vis at lege med hende, de omfavnede hende og trak hende i hver sin retning. Flere gange sagde vores datter på 4 år ”I love you” til hende og det blev modtaget for kan man tale om kærlighed ved første blik, så er det lige før jeg vil tillade mig at sige, at det var, hvad jeg her havde oplevet.

Tilbage til min følelse – jeg mener det, når jeg siger, at jeg blev glad, jeg er glad for, at vores børn har modtaget hende på så fin, ren, ærlig og kærlig en måde. Men min glade og lettede følelse stod ikke alene, den stod kortvarigt side om side med følelsen af at stå på en skillevej. En vej, der skal skabe en ny form for samvær med børnene. Der bliver ikke mindre tid, for jeg skal stadig hente og bringe, jeg skal stadig være den der ”lægger kærlighed” i deres madpakker såvel som i maden herhjemme – men der er noget der bliver anderledes. Det at min mand og jeg nu pludseligt har mulighed for at handle på en pludselig indskydelse om at tage i biografen, ud at træne eller spise en middag for 2 – det gør noget ved mig.

Det giver mig muligheden for at se mig selv som mor i et nyt lys. Det lyder måske lidt underligt, men det jeg oplever er, at den frihed der er kommet til os – som et lys fra en klar himmel, det skal jeg nu give mig selv lov til at gribe. Det er en mulighed for min mand og mig, at vi nu i det impulsive tegn kan gøre det, der kære og nære vores relation. Det kan sagtens være når børnene er lagt – men vi kan tage af sted blot kortvarigt og bevæge os ind i to mands land – et land, vi kun har besøgt ved meget få lejligheder, siden vi for 4 år siden bød vores først fødte velkommen til denne nye verden.

Denne nye verden er nu blevet vores nye virkelighed – vi skal til at give os selv lov til at være os, vi skal give os selv lov til at tage af sted, vi skal give os selv lov til at give slip på børnene. For vi har om nogen (i særdeleshed mig), været dem, der har været omdrejningspunktet for vores børn. Det er også vigtigt, men der er intet mere vigtigt, end at mor og far har det godt og des bedre de har det sammen i tosomheden – des mere glæde er der til alle, der lever under samme tag.

Vores rejse sammen har i aften taget en ny drejning – der er tale om en ny begyndelse – gad vide, hvad denne rejse vil byde os to på – os fire – os fem.

Jeg glæder mig