Egoismen længe leve

Et opråb til alle jer, der altid lader andre komme i første række.

I al den støj, vi bevæger os i, der tror jeg, at noget helt essentielt er at gøre sig selv klart, hvad der er mine behov – og nok kan det lyde egoistisk, men mine egne behov kommer i første række.

Lidt som vi ved take off i et fly bliver informeret om, hvordan vi ved iltmangel i kabinen, skal huske at hjælpe os selv, før vi hjælper andre.

Den tanke kan jeg rigtig godt lide – tanken om, at jeg skal hjælpe mig selv først, før jeg er i stand til på behørig vis at hjælpe andre.

Hvis vi sætter os ned og tænker nærmere over det, hvor mange af os er det så lige, der hjælper os selv, før vi hjælper andre? Jeg tror det er et fåtal af os. Jeg tror rigtigt mange af os står skoleret og klar til at hjælpe vores nærmeste, så snart de udtrykker et behov om hjælpe – for hvor er det smukt, at nogen tør give udtryk for, at de har behov for hjælp. At der bliver sat ord på, at noget i os eller omkring os har vokset os over hovedet, og nu har vi behov for hjælp.

Der er bare den lille hale ved hovedkulds at kaste os i armene på den der har brug for hjælp – kaste alt det vi har i vores hænder og hjælpe den vi har kær. Bevars – tanken og handlingen er prisværdig og fantastisk i sin enkelthed, men hvis vi stopper op, tænker efter og føler efter, hvad denne handling gør for os – så gør den helt sikkert noget godt på den korte bane – vi hjælper en vi har kær og vi føler, at vi gør noget godt, vi gør en forskel – måske det endda giver os et energi-boost at være til nytte for et andet menneske.

Men – hvis vi nu selv er bag ud – hvis nu vi selv er ved at opleve, hvordan opgaverne vokser os over hovedet og vi er ved at miste vores eget overblik, er det så den bedste ide ”med manglende ilt” at kaste os i armene på dem der er omkring os? Er det ikke en bedre ide at sætte os tilbage i sædet, finde vores egen ro, sørge for at kroppen har den fornødne ilt, så den til UG kan være med til at løfte opgaven, for os selv og de mennesker, der er omkring os.

Jeg har tænkt meget over EGOISMEN længe leve – Jeg har tænkt og jeg har følt, for hvad er egoisme egentlig.

Egoisme kommer fra det latinske ord EGO, som i al sin enkelthed betyder JEG – en selv. Altså refererer egoisme til egen kærlighed, egennytte – EN person, som kun tænker på sig selv – EN EGOIST.

Puha – det lyder modsatrettet i mine øre – både godt og skidt – og ikke at forglemme langt fra noget, der er OK i det danske samfund.

Lad os starte med det gode, det er da smukt, at en egoist tænker på sig selv, lytter til sig selv og elsker sig selv. En egoist, der bære rundt på egenkærlighed en måde at favne sig selv på, en måde at lytte til egne behov og kende egne begrænsninger. En person, der er i stand til at sætte sig selv først og med ro i maven sørge for egen ilt før der tages hensyn til andre.

Det tænder noget i mig – jeg elsker at støde på eller møde mennesker, hvor jeg oplever en oprigtig egen kærlighed. En kærlighed til sig selv og en ro, der gør det muligt med oprigtig interesse og reelt overskud at sætte sig ned og lytte efter, hvad det er der bliver sagt. Det høre til sjælenhederne, at jeg oplever dette møde, der er ikke mange mennesker, der oprigtigt kan sige, at de sætter sig selv først – for af en eller anden grund, så er det ikke ok. Det er lidt som om den kære gamle jantelov skal have lov til at vinde kampen. Men det giver da ikke nogen mening – ikke i det nye samfund vi lever i – der er et andet kodeks, der stilles nogle helt andre krav. Krav der i særdeleshed hviler på den enkelte og her er det, at det i min verden bliver paradoksalt, for kravene hviler på den enkelte og alligevel, så er det ilde set og hørt, at vi tager vare på os selv, før vi hjælper andre.

Hvis vi alligevel skal give plads til egoismen, hvad er det så der skal til – hvad er det for en samfundsnorm der skal ændres? Jeg ved det ikke – men jeg ved så meget, at jeg vil opfordre den enkelte til at tænke en ekstra gang over den gamle jantelov og jeg vil gerne have lov til at understrege DEN gamle – for er der plads til den i vores nye tid, er det ikke netop det der gør at det mindre gode er resultatet – nemlig – at den enkelte, der sætter sig selv og egne behov først ikke passer ind i det danske samfund – et samfund, hvor vi tenderer til at hjælpe andre før vi hjælper os selv.

Lad os huske billedet fra flyet, så er det måske ikke så skidt endda – måske det faktisk her er helt på sin plads at lade egoismen træde i karakter, lade egoismen leve sit eget liv og genskabe egenkærligheden – den vi er født med, den de kære børn i særdeleshed giver udtryk for, når der er noget de vil – noget de mener, de skal. De ved godt, hvad de vil, hvornår de vil det og hvordan det hele skal løbe af staben – og de har overskud til det sidste.

Jeg synes at egoismen skal tilbage i det danske samfund – lad os komme tilbage til hvor vi kommer fra. Lad os alle være lige i vores eget ego og lad os tro på, at der kommer lidt mere på den fælles lykke konto, hvis udgangspunktet er at gribe i egen barm og skabe egen lykken – før vi kaster ud i at hjælpe andre.

Vi skal jo huske på, at vi lever i et samfund, fyldt med forpligtelser, lige fra hjemmet, til børn, partner, arbejde, venner og meget andet godt. Vores verden er fyldt op af forpligtelser, ting vi skal gøre for alle andre – og hvis vi altid er derude og hjælper de andre og selv glemmer at tage iltmasken på – så taber vi bogstaveligt talt pusten og brænder sammen før tid.

Det ønsker vi ikke – DERFOR – Egoismen længe leve – hurra!!!