Det intuitive moderskab tager sit første skridt

cropped-banner-3.jpg

Vi tog vores først skridt som forælder, da vi glædede os til, at vi skulle til nakkefold og scanning, for at få bekræftet at vores lille guldklump var, som den skulle være. Vi parkerer bilen og jeg får en fornemmelse eller en stemme om man vil ”det her bliver ikke sjovt, men alt er ok”. Jeg tænker ikke yderligere over det – men træder ud af bilen og tager min mand i hånden hvorefter vi håbefulde går ind på riget.

Vi bliver kaldt ind og så begynder det hele at tage tid, vi skal det ene og det andet sted hen og de få minutter vi fik at vide resultatet ville tage, blev til mange lange minutter – og det var ikke en illusion. Vi ventede længe og så kom svaret – der var tvivl i resultaterne og vi fik tilbudt en moderkage biopsi – den blev taget med det samme og så kunne vi ellers tage hjem og vente. Vores perfekte drøm føltes brast på få sekunder og sammen tog vi i sommerhus for at snakke mulige scenarier igennem.

Min kæreste veninde ringede til mig og til hende kun jeg fortælle, hvad lægerne havde sagt, nemlig at der måske var en fejl i vores datter hormontal, der blandt andet betød, at hun måske ikke ville kunne få børn. Det jeg sagde til min veninde var ”Jeg kan ikke sidde med min nyfødte lille pige i armene og vide, at dette måske aldrig bliver en oplevelse og følelse hun kan få”. Min veninde blev stille og i sekunderne efter lærte jeg igen noget om mig selv via mit ufødte barn. For min kæreste veninde, som jeg havde fortalt dette, var ude af stand til at få børn efter at have fået fjernet sine æggestokke. Det mit lille ufødte barn her lærte mig noget om var, at lykken er mange ting, der er ikke en vej – der er mange veje, (HMMMM) Jeg var ikke stolt af mig selv – faktisk skammede jeg mig over, at jeg uden omsvøb kunne sige dette til min kæreste veninde. Jeg håber og tror, jeg fik sagt undskyld…

Når alt dette er sagt – der blev grædt og inden de endelige testresultater forelå, faldt snakken på abort. I det sekund slog det mig, hvad der var sket i bilen på parkeringspladsen foran riget. Følelsen kom tilbage til mig og jeg genkaldte mig ordene ”det her bliver ikke sjovt – men alt er ok”. Kimen til mit liv som intuitiv mor var lagt – for i dette øjeblik lovede jeg mig selv, at jeg ville gøre alt, der var i min magt for at tro på intuitionen i forholdet til mine børn – netop fordi det er lettere at være tro mod intuitionen, når det er følelserne, der leder vej – følelser, der i særdeleshed har muligheden for at komme tilbage op til overfladen i forbindelse med graviditet og efterfølgende fødsel af en lille ny stjerne.

En tak skal lyde til min kæreste veninde for den lærdom, som hun gav mig – det der betyder noget her i livet er ”for mig” ikke om at give generne videre men om at leve og sætte pris på den man har. Det vi har – for sætter vi ikke pris på det, så visner det og forgår – måske uden vi har set den egentlige skønhed, og før vi har taget reelle skridt ud i livet.