Den skyldige uskyld – der igangsatte hele kærlighedseksperimentet

Jeg havde været på en arbejdsopgave med Mads på golfbanen og da dagen er slut, og han løber på tværs af green for at hente et flag, står der et lyn ud fra min krop. I et split sekund tænker jeg, hvad var nu det? Og han er da sød – men come on – ham tænder jeg da ikke på. Jeg tænker ikke mere over det, men på vej hjem i bilen, kan jeg pludselig mærke følelsen igen, og i tanken hører jeg mig selv sige, den følelse kunne få mig til at gå fra mand og børn og få en ny kæreste.

Samme aften, da jeg lægger min datter dengang ca. 4år, ser hun op på mig med store øjne og spørger mig, ”mor du skal ikke have en anden kæreste vel?” ”Øhh nej – mor skal ikke have en anden kæreste, men jeg tror, at jeg skal lære og forstå noget om kærlighed.” Hører jeg mig selv sige uden helt at vide hvorfor, og om det, jeg har sagt, rent faktisk er sandt. Men det er som om min datter tager mine ord for gode vare og lægger sig godt tilrette for at sove.

Selv sidder jeg tilbage med et indre i oprør. Hvordan har jeg tænkt mig at forstå kærlighed?

Det er da ikke så lille en opgave, jeg der har valgt at tage på mine skuldre, tænker jeg ved mig selv og trækker på smilebåndet. Sjovt som sandheden til tider trækker os ud af et ganske uventet spor.

Kærlighed er om noget uventet. Kærligheden kan komme snigende på de mest uhensigtsmæssige tidspunkter og ødelægge velfungerende familier.

Men er det kærlighed? Netop det spørgsmål har ledt mig til at begive mig langsomt men sikkert ind i kærlighedseksperimentet.

Uden skyld – uden dom – MEN – med mod og uskyld at se verden på ny. Helt som det uskyldige barn!

Jeg gør det ud fra et brændende ønske om at forstå, hvordan jeg som menneske – og således MÅSKE os som mennesker kan undgå at træde det forkerte skridt mod et af kærlighedens mange ansigter …