Opbyg dit MOD til at stoppe op og mærke dine FØLELSER
31. oktober 2017
Lever du din drøm…?
2. september 2018
Vis alle

Jeg lærte af min egen løgn…

Luise du lyver jo…!

Jeg var ca. 10 år gammel og hver aften gik jeg med en hund for en ældre dame, hun sagde altid hvilken vej, jeg skulle gå. Det brød jeg mig ikke om og slet ikke fordi den vej gik forbi en gruppe af ældre drenge, der altid stod og hang ud.

Jeg fandt min egen vej, og en aften da jeg kom tilbage efter at have gået aftentur, så hun på mig og sagde, hvilken vej gik du?

Jeg kiggede ned i jorden og svarede ”Jeg gik den vej, som du sagde”.

Hun så mig ind i øjnene med et blik, der borede sig igennem mig, og i det øjeblik var jeg godt klar over, at hun fangede mig i min løgn.

Luise du lyver jo…

Følelsen jeg stod tilbage med var forfærdelig, og jeg kunne nærmeste ikke være i mig selv, bare 10 år gammel og på denne måde blive konfronteret med løgnens smerte.

En smerte, jeg ikke havde lyst til at opleve igen, og her skabte jeg mig en central overbevisning i mit liv – en overbevisning der lød på, at ærligheden varer længst.

Og tænke engang hvor harmløst det hele havde været, hvis jeg nu bare fra starten havde sagt til hende, at jeg ikke brød mig om at gå forbi gruppen af de ældre drenge, så er jeg sikker på, at vi sammen havde fundet en anden vej…

… Så hvad kan jeg – hvad kan du lærer af det…?

Jeg har lært igennem et langt liv, at det kræver mod at sætte ærlige ord på vores svagheder, styrker, lyster, længsler og det vi skammer os over – MEN jeg har også lært, at ærligheden sætter fri, hvis vi sætter den fri – før det er for sent, før skaden er sket…