Min mini – et venskab – intet mindre

Nu skal i høre historien om min mini – hende med de lange flotte ben, den smukke indianerglød i huden, små bryster der skaber den frækkeste ”kavalergang” med fregner der blender ind i den brune glød, det smukkeste tykke hår, der vokser så hurtigt, at man fra gang til gang kan se at det er vokset, det er hende, som de unge drenge vender sig om efter, når jeg kommer skubbende med en barnevogn. Det er hende der får de andres øjne væk fra mig – eller er det. Det er vel et spørgsmål om hvilke øjne der ser?!

Mine øjne var forblændet af hende og jeg husker vores første møde, som var det i går – begge havde vi måske lidt oplevelsen af at skulle på date – fornemmelse var, at dette var et vigtigt møde, som på en eller anden måde skulle føre os sammen og lede os på en fælles vej. Vi mødtes på en cafe på Amager – hun sad forventningsfuld i hjørnet da jeg træder ind og på en eller anden måde, så tænkte jeg, hun sidder der så skrøbelig og samtidig så smuk – hun kender ikke sit eget inderste værd.

Vores rejse tog sin begyndelse, hun var lige flyttet til København, havde afleveret sit speciale og fået sit første rigtige job. Jeg var helt samme sted i livet. Vi mødtes gennem daværende kærester og vores rejse, hendes og min skulle vise os begge, hvordan et venskab kan være med til at skabe en uvurderlig livsrejse, der i særdeleshed skulle lære mig noget om at sætter perspektiv på tilværelsen.

Før vi havde set os om, så var det mere os to end os fire. Der var ikke tale om par middage, jo måske det blev til en i de år, men for os to handlede det om 2 x mini, vores univers. Vi havde en tendens til at mødes efter arbejde – ofte onsdag, der var vores lille torsdag og så blev der drukket hvidvin, skruet op for musikken og vi bevægede os ind i et univers, der kun var vores. Der var ikke det, vi ikke kom omkring, der var ikke den ide, der ikke blev vendt. Det var som om vi var klar over, at vi på et eller andet tidspunkt skulle noget mere. Dette var ikke et venskab, som venskab er flest. Vi skabte en lomme – et intimt rum, hvor vi i vores fælles og forskellighed fik vendt og drejet vores indre tanker og følelser.

Sammen var vi et hele og i en årrække kunne vi ikke undvære hinanden. Vi var hinandens støtter ind i voksen livet med alt hvad det bære med sig.

10 år er der gået og som alle veninder har vi været igennem alt fra flytninger, jobskifte, kærestesorger og glæder, drukket for meget, danset for lidt og har på hver vores måde haft sygdom og død tæt inde på livet. Jo tak – man oplever meget med en kær veninde og man tager meget ind. Vi fulgtes, vi gled fra hinanden og fandt tilbage igen.

Vi var fra hinanden, fordi vi gennemgik perioder, hvor vi ikke kunne mødes, vi kunne eller ville ikke forstå hinanden. Måske det handlede om en eller anden misundelse. Vi havde to meget forskellige liv. Jeg sad i et glansbillede med dejlig mand og to skønne børn og hun havde karriere og levede det fede liv i byen. Hver havde vi måske dannet os et billede og en opfattelse af den anden, der skulle holde os fra hinanden for en stund. Måske fordi vi i vores fælles fraværd af hinanden skulle finde frem til, at vi skal kunne skelne i mellem, det vi tror og det der rent faktisk finder sted.

Vi fandt vejen tilbage til hinanden en tidlig søndag morgen, hvor turen rundt om søen blev taget mere end en gang. Vi fik stoppet op og vi fik snakket ud, vi fik sat ord på alle vores følelser og tanker i forholdet til hinanden. Vi fik ryddet op i vores relation og givet slip på gamle overbevisninger om hinanden. Igennem tårer gav det os muligheden for igen at se hinanden dybt ind i øjnene og ind bag den facade eller den opfattelse, som vi havde fået bygget op omkring hinanden.

Vi er forbi det punkt. Vi er nu tilbage på et stadie i vores venskab, hvor troen, håbet og tilliden er tilbage i forholdet til, at vi vil hinanden det bedste og vi kan igen begynde at fylde på og skabe det meningsfyldte venskab.

Venskab er mange ting, vi spejler os i dem vi har kære. Det betyder, at vi kan lære meget i de venskaber, hvor vi tør se os selv i øjnene. Jeg har flere gange taget mig selv i en længsel efter at have hendes smukke ben, stræbte efter den samme hudfarve og sågar købt det hårprodukt hun brugte. HMMM – jeg ligner stadig mig selv, og det er jeg glad for. Men interessant er det, at jeg her oplevede, hvordan jeg gik og længtes efter noget hos hende, som jeg inderst inde godt vidste ikke var muligt. Så hvad var det, der gjorde, at jeg ikke bare nød synet af min kære mini. Nød at hun var med mig i byen, hvor vi blev til et – alen af samme stykke kan man måske sig og der var ikke plads til andre end os.

Vi skabte en tosomhed i venskabet, vi skabte vores lomme og vores frirum, hvor der blev plads til, at udtrykke, hvordan hun længtes efter min flade mave, helt som jeg brændende ønskede mig hendes labre ben.

Hun har lært mig noget og det er jeg hende evigt taknemlig for

Nu ser jeg på mig via hende. Den dag det gik op for mig, at jeg kunne bruge hendes øjne til at se på mig – faldt der nogle brikker på plads. Det gik op for mig at hun ønskede ting som jeg havde og lige der falder moralen på plads for mig – måske – sol og vind i sidste ende er ligeligt fordelt – det handler ”bare” om, med hvilke øjne vi vælger at se og hvad vi vælger at fokusere på.